|
5/3-2007
Y-landshold med 3 Brabrand-spillere klart til EM.
I den forløbne weekend var Danmarks Dame Y-landshold samlet
til EM-kvalifikationskampe i Fjerritslev. Modstanderne var
Luxemburg, Finland og Serbien. De 2 bedst placerede hold i
kvalifikationspuljen er kvalificerede til EM, der afvikles i
Bratislava i Slovakiet fra 29. juni til 8. juli.
Blandt de danske spillere var 3 af Brabrands dygtige junior
piger: Anna Sophie Okkels, Line Larsen og Natacha Rasmussen.
Blandt de danske ledere var assistenttræner Bo Rudgaard, der
tidligere har trænet bl.a. dame senior i Brabrand.
På forhånd var Danmark og Serbien storfavoritter til at
snuppe kvalifikationen, og den favoritværdighed levede begge
hold op til. Efter storsejre på 55-12 over Luxemburg og
49-18 over Finland var Danmark allerede kvalificeret til EM
efter lørdagens kampe sammen med Serbien, der ligeledes
havde vundet store sejre over de 2 andre lande.
I søndagens finale mod Serbien, der gjaldt en vigtig
seedning til EM, blev det meget spændende. Danskerne havde
svært ved at komme til scoring med de store og meget fysisk
stærke serbere, der havde en fantastisk velspillende keeper
på mål. Efter en første halvleg, hvor Danmark i lange
perioder var bagud lykkedes det at komme på lige til
pausestillingen 10-10. Anden halvdel af kampen blev ligeså
spændende og med under 2 minutter igen var Danmark bagud med
en enkelt pind. Det lykkedes at få udlignet og nu skulle
serberne pludselig score, da danskerne havde den bedste
målscore i tilfælde af uafgjort. Heldigvis kunne serberne
ikke stå for presset og det lykkedes for danskerne at
tilbageerobre bolden. Den store forløsning kom med 5
sekunder igen, da det lykkedes danskerne at score det
afgørende mål til sejren på 19-18 i en kamp, der var mere
spændende end køn og velspillet.
Blandt de danske målscorere i de 3 kampe var Anna Sophie
Okkels med i alt 17 scoringer, Line Larsen med 7 scoringer
og Natacha Rasmussen med 6 scoringer.
Herfra skal lyde et stort tillykke til alle pigerne og deres
ledere. Flot klaret.
  
|