|
8/2-08
DHFs officielle håndboldskoler afvikles
i skolernes sommerferie fra uge 27 til og med uge 32. I
Brabrand IF Håndbold har vi besluttet at vi igen vil afvikle
en sådan håndboldskole, men vi er travlt optaget i
sommerferien. I uge 27 er der Partille Cup og i uge 32 er
der fodboldskole i Brabrand.
Derfor har vi besluttet at afprøve et nyt
koncept i år og afvikler håndboldskole i skolernes
efterårsferie i uge 42. Håndboldskolen afvikles i begge
Brabrandhaller i hverdagene fra 9-15 og der bliver mulighed
for masser af håndbold og sjov med en masse andre dygtige
håndboldspillere. Gennemgående trænere bliver en del af vore
egne dygtige trænere og spillere, og så kommer der
forskellige gæstetrænere i løbet af ugen. Allerede nu er der
aftaler på plads med landsholdsspillere, der deltager som
gæstetrænere, så det skal nok blive sjovt.
Håndboldskolen afvikles i samarbejde
mellem JHF Kreds 5 og Brabrand IF og afvikles som nævnt
forskudt for de øvrige håndboldskoler i DHF. På skolen er
der kun plads til 80 spillere, og meldingerne fra tidligere
års håndboldskoler går på, at rigtig mange forespørger på
muligheden for at deltage på håndboldskole i andre perioder
end lige sommerferien, så derfor forventer vi at
håndboldskolen i efterårsferien har en god chance for at
blive en succes. Håndboldskolen afvikles for piger og drenge
født i årgang 96, 97, 98 og 99.
Tilmelding og deltagerbetaling er forskudt
for de øvrige håndboldskoler, så derfor er der endnu ikke
offentliggjort dato for hvornår tilmeldingen åbner. Hvis man
allerede nu ønsker et forspring i forhold til at deltage på
håndboldskolen i efterårsferien, kan man skrive en mail til:
skole@brabrand-haandbold.dk
og sikre sig information om tilmelding og deltagergebyr før
dette offentliggøres andre steder.
|